Mange mennesker holder sig fra kaffe, fordi den sortbrune væske giver maveproblemer. Men nu har det vist sig, at espressokaffe indeholder N-methylpyridinium (NMP), der mindsker mavens syreproduktion. Jo længere tid, kaffebønnerne er ristet, des mere mavevenlig er kaffen. Der er nemlig stoffer i kaffe, der irriterer maven og får mavecellerne til at danne mere syre, og de kan også give halsbrand og sure opstød. Studier har blandt andet vist, at koffein stimulerer dannelsen af mavesyre. Det samme gør katecholer og N-alkanoly-5-hydroxytryptamider, og det er kombinationen af disse stoffer, der irriterer maven.
Som sagt kan NMP være godt for maven. NMP blokerer tilsyneladende for mavecellernes evne til at danne saltsyre. NMP dannes under ristningen af kaffebønnerne, så mørkristet kaffe indeholder mest af stoffet. De kemiske analyser viste signifikant højere koncentrationer af NMP (87 mg/L) i forhold til lys kaffe med kun 29 mg/L. Koffeinkoncentrationerne var ens (607 versus 674 mg/ml i hhv. mørk- og lysristet kaffe). Dvs. at espressokaffe faktisk kan være bedre for maven end lys kaffe.